Pludselig en dag mens vi mindst venter det, gjalder basunen! Den tro skare af frelste vil med fantastisk glæde gå Jesus i møde. De mennesker der på jorden har helliget deres liv til Gud Herren, vil for dem være en ubeskrivelig glædens dag.
 
"..og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder." Hvilken forventning og fremtid vi læser om i Åbenbaringen 22:4-5. Halleluja!
 
Nej det er ikke en romantisk fortælling - det er virkelighed og det gælder liv eller død! Jesus kom til verden, han døde for dig og mig og han opstod og sejrede over døden, døden mistede sin brod - Amen! En dag kommer han igen og henter alle sine skarer af elskede mennesker, dem der har troet og holdt fast ved hans ord!
 
Den store bryllupsfest nærmer sig, og brudgommen har lovet at hente sin brud når tiden er inde. Det er på en måde evangeliets højdepunkt, når bruden møder brudgommen.
Når en synder i tro har omvendt sig, får han frelsen af Jesus Kristus. Herefter skabes forventningen om at møde frelseren til den store bryllupsfest i himlen.
 
Har du nogensinde mødt en brud der ikke længes efter at se sin brudgom? Har du nogensinde set en brud, der ikke stråler af glæde over snart at møde sin brudgom? Nej!
Og sådan burde alle sande troende også gøre. Glæde sig og længes efter at se frelseren, brudgommen der løskøbte os fra evig fortabelse!
 
Gør vi det? Længes du og jeg virkelig af hjertet efter at se vores brudgom? Jeg har bedrøveligt mødt mange kristne, hvis længsel efter Jesu komme og de sidste tider slet ikke var nogen drivkraft.
 
Enhver der er fyldt af Helligånden må hver morgen vågne op og sige: “Kom Herre Jesus”. Den levende tro må tilskynde længslen efter at møde brudgommen i al din herlighed. Jesus kommer snart, lad os være rede og have olie på lampen - med glæde!
 
“Lad os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har gjort sig rede.” Åbenbaringen 19:7. Da skal vi i al evighed lovsynge den Konge der ofrede sit liv for alles frelse fra evig fortabelse. Kære Gud! Vær os nådige og før os hele vejen frem mod den dag du kommer og henter os.
 
"For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord." 1 Tessaloniker 4:16-18