En abe, Elon Musk og et computerspil.
Det er tre ting, som umiddelbart ikke har meget med hinanden at gøre. Og så alligevel. For det er lykkedes Elon Musks firma Neuralink at indsætte en trådløs chip i en abes hjerne og få den til at spille et computerspil kun med tankens kraft. Det drejer sig om det gamle spil ’Pong’, som ofte blive krediteret som verdens første computerspil.
Det beretter kulturmagasinet Consequence of Sound.
Og det er ikke kun aber, der skal have mulighed for at spille computer uden at løfte en finger, hvis Elon Musk og Neuralink får deres vilje. Neuralink, som iværksætteren og mangemilliardæren Elon Musk, der også står bag Tesla, har været med til at grundlægge, har som mål at sætte en chip ind i en menneskehjerne.
Teknologien har flere anvendelsesmuligheder, men den kan angiveligt også bruges til at streame musik direkte via chippen i hovedet.
Elon Musk, som ifølge Forbes er verdens rigeste mand, skrev for nylig på Twitter, at man allerede i år vil teste det på mennesker.
»Neuralink arbejder hårdt på at sikre implantatsikkerheden«, skriver han.
»Hvis tingene går, som de skal, kan vi muligvis indlede forsøg med mennesker senere på året«.