Halleluja! Pris Gud i hans helligdom, pris ham i hans stærke hvælving. Denne lovprisning toner ud af Salme 150 og bringer os styrke og glæde sammen med salmisten David.
 
Tænk kære venner, snart skal vi ophøje og lovsynge skaberen selv, Gud selv - med vores egne tunger, endda i al evighed!
 
Hvilket håb vi har i vente. Halleluja, pris Jesus Kristus allerede nu og lad den samme tunge der priser og lovsynger, også være den tunge der er afholden når det gælder skældsord, eder og forbandelser. Eller en lille uærlig løgn!
 
Må vi allerede nu proklamere og bekende Jesus Kristus med lovprisning, vi må øve os og allerede nu lade den himmelske lovsang fylde vores sjæl og hjerte.
 
Jesus kommer snart, derom vidner alt omkring os. Der er mørke og tungsind over jorden og store forberedelser til det antikristelige rige, der snart viser sig med den store trængsel og antikrist.
 
Uanset hvad der venter de troende før bortrykkelsen, vil Jesus være os nær! Salmisten bryder ud i Salme 71:20: “Du, som lod os skue mangefold trængsel og nød, du kalder os atter til live og drager os atter af jordens dyb.”
 
Tak og lov. Lad os holde fast i håbet. Kommende trængsel og forførelse må nøde os til omvendelse og renhed for Gud. Livet og evigheden venter, lad lovsangen bryde mørket indtil Herrens komme!